|
Katja Skov var
kun 12 år, da den ene fortand blev
hamret ud mod asfalten. Et hurtigt
indgreb, løbende behandling og en
operation nu 10 år senere har gjort
lykke
Af
Lars Rasmussen, Vid & Sans
En solrig lørdag eftermiddag i
sommeren 1998 tager Katja Skov som
så ofte før på ridetur sammen med
sin veninde i området omkring
Gesinge på Tåsinge. Den madglade
hest, Jimbo, fristes pludselig af
nogle grønne marker, og idet den
skifter retning og tempo, glider
sadlen ned på siden og Katja falder
af. Den ene fod hænger fast i
stigbøjlen, så hun slår hovedet mod
asfalten flere gange, mens hesten
løber i trav. Heldigvis har hun
hjelm på, og til sidst glider foden
ud af ridestøvlen.
Hun
besvimer nogle minutter. Veninden
henter hjælp ved den nærmeste gård,
og de får fat i Katjas far, som lige
er kommet hjem ude fra marken. Han
kører hende straks til skadestuen,
og senere kommer også hendes mor
derned. Hun arbejder på sygehuset i
denne periode, og er hurtigt hos dem.
En
tand er slået ud, og Katja tror det
er en mælketand, men det viser sig
at være en blivende fortand. På det
tidspunkt er der ingen tandlæger
tilknyttet sygehuset i weekenden, så
sygeplejersken siger, Katja må vente
til mandag. Det vil hendes far slet
ikke høre tale om, så han finder en
telefonbog og slår Ole Klitgård op.
Kort efter stiller Ole på
skadestuen.
- Kør
hjem efter tanden, beordrer Ole, og
ved et rent held finder hendes far
den mellem hjulsporene, så han kan
lægge den i en bøtte med ren væske,
som han har fået med, og han kører
tilbage til skadestuen med den i en
fart.
Der er gået ca. to timer nu, og
prognosen er ikke god, men tanden
kan bruges til at holde på knoglen.
Derfor skrider Ole Klitgård til
handling.
Lynaktion
- Ole stikker resolut en bedøvende
sprøjte i ganen på mig, presser
tanden på plads og syr den fast,
fortæller Katja Skov.
- Jeg har altid været bange for
tandlæger, og jeg kunne have slået
Ole ned der. Det gjorde vildt ondt,
husker hun, selv om hun godt er klar
over, at det blev gjort
professionelt.
Desværre holder det kun nogle timer,
før tanden glider løs, og Ole
Klitgård må forstyrres på sin fridag
igen. Alle kører til klinikken i
Rudkøbing, hvor Ole får den limet
fast til tænderne ved siden af.
- Ole er god til at fortælle, hvad
han gør, og han kan både være sjov,
drillende og rigtig flink, og når
der så er noget, der SKAL gøres, gør
han det hurtigt og sikkert,
forklarer Katja.
Tanden
bliver i første omgang reddet, men
Katja må have en rodbehandling for
at undgå en blå tand, og efter et
par år må hun have den skiftet ud
med en plasttand for at bevare sit
bid.
- Jeg har gået til efterbehandling
flere gange om året lige siden, og
Ole har sagtens kunnet håndtere, at
jeg er noget af en ”piveskid” i en
tandlægestol, fortæller Katja
grinende.
- Nu efter at jeg som voksen er
flyttet til Odense, lader jeg stadig
ikke andre tandlæger give mig større
behandlinger, forklarer hun.
Tandoperation
Målet har været at få sat en ny
implantat fast og lavet en ny tand,
men så længe Katja voksede, kunne
det ikke lade sig gøre. Efter 10 år
lykkedes det efter grundige
forberedelser – bl.a.
røntgenoptagelser og afstøbninger af
det lette overbid.
I dag
er Katja Skov lykkelig for
resultatet.
- Den dag, jeg skulle opereres,
skulle jeg sluge en stor, bedøvende
pille fra start, men det har jeg
aldrig kunnet, fortæller Katja.
- Ole tog pillen, gik ud i køkkenet,
og kom tilbage med en mast pille i
noget vand på en ske, og før jeg
anede det, havde han proppet det i
halsen på mig. Lidt voldsomt – men
ellers havde jeg nok ikke fået det
gjort, smiler hun.
Resten
af behandlingen husker hun som
mindre problematisk, selv om hun
godt er klar over, at det har krævet
en god håndværker.
Katja Skov er i dag taknemmelig for,
at rideulykken ikke kom til at
ødelægge hendes udseende og liv, og
efter flere overvejelser om sin
professionelle fremtid har hun nu
besluttet sig, hvad hun vil.
- Jeg
vil uddanne mig til falckredder,
proklamerer hun. |
