Dygtige og tillidsvækkende
tandlæger i Rudkøbing!

Ole har jeg ikke slået ned

Billedkunstner Gitte Buch er panisk angst for bl.a. tandlæger, så hun må synge indianersange, når hun skal bedøves
Af Lars Rasmussen, Vid & Sans

Jeg har ligget under tandlægestole og under brikse og rystet, og der er sygehjælpere, der har siddet på min arm, for at jeg kunne blive stukket, fortæller Gitte.

- For nogle år siden skulle jeg have revet en visdomstand ud hos en tandlæge, og da gik det galt igen.
- Jeg havde på forhånd fyldt mig med så mange bedøvende medikamenter efter anvisning fra min egen læge, at min mand måtte køre mig til tandlæge. Jeg nærmest sejlede ind i klinikken.
- Tandlægen kendte mit problem og forsøgte pædagogisk at forberede mig ved at ”lege”, at det lille spejl var en sprøjte, inden han skulle give den rigtige. Men da hånden nærmede sig min mund, gik jeg amok. Det virkede meget ægte, så jeg råbte op, slog om mig og vred mig i stolen.
- Den opførsel havde han oplevet før og kunne selvfølgelig ikke leve med længere. Jeg måtte stortudende gå igen, fortæller hun.

Engletålmodighed
Gitte gik direkte ned til Klinikhuset Klitgård ved havnen i Rudkøbing. Hele huset var under ombygning på det tidspunkt, så receptionen var i en skurvogn, hvor Anne Grethe tog imod. Gitte fortalte grådkvalt om sin tandlægeskræk, men at hun jo måtte have gjort noget ved sin visdomstand. Anne Grethe beroligede med, at sagen nok skulle blive klaret.

- Jeg fik en tid efter normal lukketid og kom ind til Ole, fortæller Gitte.
- Han havde en engels tålmodighed, selv om der gik timer. Hans kone ringede på et tidspunkt og spurgte, om han kom hjem til aftensmad, men det gjorde han ikke. Han gav tid og blev ikke vred. Han snakkede om alt muligt og insisterede på at tage ansvaret for den visdomstand. Og til sidst overgav jeg mig.
- Det gjorde ikke særlig ondt, og det er heller ikke smerten, jeg er bange for. Det må være det at slippe kontrollen.
- Jeg er Ole dybt taknemmelig for ikke at have opgivet mig. Hans kognitive terapi, humor, rummelighed og faglige dygtighed har udvirket, at jeg gradvist får bugt med fobierne, forklarer hun.

Stjerne for en aften
Gitte Buch har lært en teknik til at isolere og nærmest lamme sin arm eller sit ben, hvis hun skal have en nål i sig hos en læge, men det er svært med munden og hovedet. Derfor har hun udviklet en anden teknik.
- Førhen fik jeg boret uden bedøvelse for at undgå panikken, men nu gør vi sådan, at jeg synger – meget højt – når Ole skal til at stikke, fortæller Gitte.
- Jeg klamrer mig til stolen og lader urlydene stige op fra det dybe indre, og det lyder nærmest som indianeres dødssang. Det er meget pinligt, men åbenbart det eneste redskab, der sammen med Oles tålmodighed kan holde panikken i ave. Efterhånden er Ole blevet så fræk, at han åbner døren ud til gangen, så alle kan høre det, og råber: ”Så er der stjerne for en aften”.

- Det tager brodden af det hele og pludselig er jeg bedøvet uden smerte, og jeg kan få skiftet en plombe eller hvad det nu er, fortæller hun.
Gitte ved, at ingen andre end Ole kan håndtere hendes panikangst, og hun nærmest svæver ud, når det hele er overstået.
- Hver gang er det som at gå til skafottet, og når jeg går, er det som at have overlevet mirakuløst – og så er jeg bare vildt glad, forklarer hun.

Maler livsglæden
Gitte Buch er som regel smilende og livsglad. Også selv om hun nu lever af det, hun i sin barndom svor, hun aldrig skulle. Nemlig kunst.
Gitte er vokset op på Samsø, hvor hendes far var kunstner. Det gav ikke altid de store penge, så efter mange somre med bønnesuppe, stuvede bønner, kogte bønner og andre variationer af årstidens hjemmeavl, besluttede hun, at hun aldrig ville være kunstner.
Engelsk på universitet skulle lægge kursen mod et godt job, men hun sprang fra før tid, blev lærer og var helt almindelig efterskolelærer i tre år, inden hun måtte kapitulere. Og helt almindelig er nok så meget sagt, for det meste af tiden levede hun i formningslokalet.

- Lysten til at male drev mig ud, og studiegælden gjorde, at jeg ikke kunne tage en akademiuddannelse, så jeg tog på Kunsthøjskole i Holbæk og opsøgte kunstnere, som jeg beundrede, lærte og malede på egen hånd. I 1984 landede jeg på Langeland og var med til at starte Kunsthøjskole der. I mange år levede og åndede min familie og jeg for højskolen i Magleby og siden helligede jeg mig maleriet fuldt ud, fortæller Gitte.